All Posts By

Tina Juhl-Madsbjerg

Eniig-husstande kan nu få tv og bredbånd på fiber fra YouSee og TDC Erhverv

Pressemeddelelse

Eniig-husstande kan nu få tv og bredbånd på fiber fra YouSee og TDC Erhverv

Maj 06, 2019 09:00 CET

Mere end 300.000 nord- og midtjyske husstande får nu adgang til tv og bredbånd fra YouSee via Eniigs fibernet. TDC Erhverv vil også kunne servicere virksomheder på nettet.

Nu er det muligt for alle husstande og virksomheder med adgang til Eniigs fibernet at købe fiberprodukter, tv og andre digitale tjenester fra YouSee og TDC Erhverv. Samtidig er det planen, at fiberkunderne inden længe også vil kunne få hurtigt internet fra Hiper, der allerede har tusindvis af kunder på fiberforbindelser. Både YouSee, TDC Erhverv og Hiper er en del af Nuuday, der leverer digitale tjenester og favner alle TDC Groups kunderettede brands.

– Det er fantastisk, at vi nu kan tilbyde fleksible tv- og streamingpakker samt hurtige fiberløsninger fra YouSee på Eniigs fibernet. Med åbningen af fibernettet får både nuværende og fremtidige kunder muligheden for at få YouSees produkter på Eniigs stærke fibernet. Vi håber selvfølgelig, at flere energiselskaber vil gøre som Eniig, så endnu flere danskere kan få et større udbud, når de skal vælge tv, streaming og internet, siger Jacob Mortensen, direktør for YouSee og tilføjer:

– Indtil nu er det kun i Trekantområdet, at YouSee har tilbudt produkter på energiselskabernes infrastruktur. For os er det ikke afgørende, hvem der ejer infrastrukturen. Det vigtigste er, at alle husstande får de bedste produkter og den bedste forbindelse på adressen. Derfor er Eniig med sin veletablerede fiberinfrastruktur en stærk samarbejdspartner.

Hos Eniig er det første gang, at selskabet åbner sit fibernet for en tv-, streaming- og internetudbyder, som virksomheden ikke selv er medejer af.

– Det er en væsentlig strategisk prioritering i vores forretning, at endnu flere skal have gavn af den fiberinfrastruktur, som vi har etableret i Midt- og Nordjylland over de seneste mange år. Derfor er jeg på vores kunders vegne meget tilfreds med, at vi nu kan tilbyde dem produkter fra både YouSee, TDC Erhverv og snart også Hiper på Eniigs fibernet. Det betyder, at endnu flere af vores kunder nu får adgang til internetprodukter i absolut topklasse samtidig med, at konkurrencen om kunderne skærpes. Vi tror på, at mange flere forbrugere vil tage imod tilbuddet, når de får flere produkter at vælge mellem og flere valgmuligheder, når det gælder indhold, udtaler Mads Brøgger, som er kommerciel direktør i Eniig.

Også de midt- og nordjyske virksomheder får nye digitale muligheder, efter at samarbejdet med Eniig er trådt i kraft.

– Det er første gang, at vi kan levere løsninger til virksomheder på energiselskabernes infrastruktur. Mange virksomheder arbejder i dag med store datamængder og bruger it i skyen, og nu får vi endnu bedre mulighed for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter større kapacitet og højere hastighed. Samtidig giver Eniigs fibernet et stærkt fundament til at levere vores løsninger inden for kommunikation, netværksdrift og it-sikkerhed, siger Michael Moyell Juul, koncerndirektør i TDC Erhverv.

Det er selskabet OpenNet A/S, som er en uafhængig wholesale-platform introduceret af Eniig i foråret 2018, som skal være katalysator for aftalen med TDC. OpenNet leverer den fælles platform, som får selskabernes systemer til at spille sammen, og interessen for at deltage i samarbejdet er stor i fiberbranchen.

– Målet med åbningen af fibernettet – og med etableringen af OpenNet – har fra starten været at give alle parter lige adgang og undgå at favorisere enkelte tjenesteudbydere eller netejere frem for andre. Vi har en vigtig samfundsopgave, som hele branchen skal løse i fællesskab, og når de første YouSee- og TDC Erhvervskunder nu kommer på Eniigs fibernet, så er det et klart signal til vores omverden om, at vi nu er godt i gang, slutter Mads Brøgger.

I første omgang får 225.000 husstande mulighed for at købe tv og bredbånd fra YouSee og TDC Erhverv. De resterende husstande får adgang løbende og senest 1. juni har alle 300.000 adgang.

For yderligere information:

TDC Presse, tlf. 7020 3510
Mads Brøgger, Eniig a.m.b.a., tlf. 5139 5841
Henrik Møller Nielsen, OpenNet A/S, tlf. 9115 1515

Nord Energi Fibernet sikrer andelshaverne adgang til internet og TV fra Altibox

Pressemeddelelse

Nord Energi Fibernet sikrer andelshaverne adgang til internet og TV fra Altibox

Maj 01, 2019 09:00 CET

Nord Energi Fibernet har netop indgået en aftale, som giver Altibox adgang til at levere hurtigt, sikkert og stabilt internet samt TV til de mere end 100.000 husstande, der er dækket af Nord Energis fibernet.

Nord Energi Fibernet har besluttet sig for at åbne fibernettet for så mange udbydere af internet og TV som muligt. Åbningen skal sikre andelshaverne og husstandene i Nord Energi Fibernets dækningsområde, flere valgmuligheder.

Første skridt mod et bedre og bredere internet og TV udbud

Nord Energis aftale med Altibox er den første af flere aftaler, som Nord Energi vil indgå med udbydere af internet og TV for at sikre andelshaverne et bedre og bredere internet og TV udbud fremover. Dette vil i fremtiden give frit valg af udbyder, modsat i dag hvor der kun er en udbyder på fibernettet.

Den nye aftale indgås via OpenNet, som understøtter aftalen med platform og standardaftaler, og Nord Energi forventer at indgå yderligere aftaler via OpenNet.

– Aftalen med Altibox er for os første skridt i at give flere udbydere af internet og TV adgang til fibernettet. Flere udbydere betyder konkurrence og dermed flere valgmuligheder for vores andelshavere og husstande i dækningsområdet. Flere valgmuligheder skulle gerne betyde, at en større andel af husstandene i vores dækningsområde vælger internetadgang og tjenester via fibernettet, forklarer Christian Frost Lauritsen, direktør i Nord Energi Fibernet.

Nord Energi Fibernet har planer om, inden udgangen af 2020, at udbygge fibernettet til at dække minimum 95% af de godt 121.000 husstande, der er i Nord Energi Fibernets dækningsområde. Det forventes at Altibox kan levere TV og Internet til husstandene i Nord Energi Fibernets dækningsområde i slutningen af 2019.

Et anderledes og attraktivt internet og TV udbud

– I Altibox glæder vi os over aftalen med Nord Energi Fibernet og ser frem til, at vi omkring årsskiftet kan tilbyde alle husstande i Nord Energi Fibernets dækningsområde internetadgang og TV via fibernettet. Altibox er formentlig ukendt for de fleste nordjyder, men faktisk er Altibox med over 550.000 kunder den største udbyder i Skandinavien af internet og TV via fiber. Udover hurtigt, sikkert og stabilt internet vil nordjyske husstande, der vælger Altibox, opleve branchens bedste kundeservice og få et anderledes TV-udbud på en helt ny TV-platform, der giver en unik brugeroplevelse, udtaler Søren Harding, som er administrerende direktør i Altibox Danmark.

Altibox er i Danmark en regional udbyder på fibernet i Vest- og Midtjylland, men vil benytte åbningen af de danske fibernet til at blive national udbyder af internet og TV. Aftalen med Nord Energi Fibernet er for Altibox et vigtigt skridt i realisering af denne målsætning.

OpenNet: Lige vilkår for alle

OpenNet har udviklet en brancheplatform, som systemmæssigt kan håndtere både netejere og tjenesteudbydere, hvilket muliggør den nye bredbåndsaftale. Når samarbejdet sker gennem OpenNet, får både Altibox og Nord Energi muligheder for at samarbejde med flere af de partnere, som har indgået samarbejdsaftaler med OpenNet, og begge parter ser frem til yderligere samarbejdsaftaler.

For yderligere information

Christian Frost Lauritsen, Nord Energi Fibernet, tlf. 5154 1110
Søren Harding, Altibox, tlf. 5313 2270
Henrik Møller Nielsen, tlf 9115 1515

Om Nord Energi Fibernet A/S

Nord Energi Fibernet A/S etablerer og ejer fibernettet i Nord Energis forsyningsområde samt Sæby, Frederikshavn og Læsø – i alt 121.000 potentielle husstande, og startede udrulning i 2006. Nord Energi Fibernet A/S forestår driften, vedligeholdelsen og udviklingen af fibernettet, herunder udrulning, installation og service samt vedligeholdelsen af det passive net. Nord Energi Fiber er en del af Nord Energi koncernen med hovedsæde i Hjørring.

Om Altibox

Altibox er en norskejet virksomhed, som hører under energikoncernen Lyse Energi med hovedsæde i Stavanger. I 2008 etablerede Altibox sig i Danmark og har i dag over 35.000 kunder i Vest- og Midtjylland via samarbejde med seks energi-/fiberselskaber. Energi-/fiberselskaberne ejer fibernettene, mens Altibox leverer internetadgang, TV og telefoni via fibernettene. Altibox har som den tredjestørste udbyder i Norge mere end 550.000 kunder.

Om OpenNet

OpenNet er et selskab, der blev stiftet i 2018 af energiselskabet Eniig med henblik på at etablere en fælles indgang til fiberselskabernes åbning af nettene. OpenNet har som mål at samle branchen i en fælles løsning, og har allerede aftaler med TDC/YouSee, Altibox, Telenor, Eniig, SE og Nord Energi.

Telenors kunder får adgang til Eniigs fibernet

Jesper Hansen, adm. direktør hos Telenor og Mads Brøgger, kommerciel direktør hos Eniig giver håndslag på den nye samarbejdsaftale.

Pressemeddelelse

Telenors kunder får adgang til Eniigs fibernet

April 25, 2019 09:00 CET

Telenor og Eniig har netop underskrevet en bredbåndsaftale, som åbner for, at Telenor kan tilbyde flere end 300.000 midt- og nordjyder lynhurtigt internet på Eniigs fibernet.

Telenor er Danmarks næststørste mobil- og internetselskab, og med den nye aftale med Eniig Fibernet kan Telenor fremadrettet tilbyde eksisterende og nye kunder i store dele af Midt- og Nordjylland lynhurtigt bredbånd, og muligheden for at samle deres mobil- og internetløsning.

Lynhurtigt internet til flere

Telenor har gode erfaringer med at sælge højhastighedsinternet, og den nye aftale vil både styrke Telenors position på fiber- og bredbåndsmarkedet og være med til at skabe endnu bedre konkurrence til fordel for forbrugerne.

”Vi har længe arbejdet for flere fiberadgange, da det er noget vores kunder efterspørger. Ved at give kunderne mulighed for at samle deres mobil- og fiberforbindelse ét sted, slipper de for unødigt besvær og kan samtidig høste de økonomiske fordele, der ligger i at samle familiens mobil- og internetforbindelser hos én udbyder. En god og hurtig internetforbindelse giver friheden til selv at vælge de serier og programmer fra nettet, man har lyst til, hvilket kan spare en familie for mange penge på TV-pakker” udtaler Jesper Hansen, administrerende direktør i Telenor.

Den nye bredbåndsaftale, der indgås via OpenNet, som er et datterselskab i Eniig-koncernen, er et vigtigt skridt i åbningen af fibernettene i Danmark, og hos Telenor håber man på flere lignende aftaler, så det også bliver muligt at tilbyde kunderne fiber i resten af Danmark.

Et samlingspunkt for branchen

Eniig har siden midten af 00’erne etableret fibernet i et område, som arealmæssigt svarer til cirka en fjerdedel af Danmark. Fibernettet er blevet en reel livsnerve til mange lokalområder, og adgang til lynhurtige og stabile internetforbindelser bliver stadigt vigtigere for både private og erhvervsliv.

– Åbningen af fibernettet på kommercielle vilkår sikrer forbrugerne meget mere valgfrihed og er helt i tråd med vores ønsker om større adgang til fibernettet for flere. Vi har hele tiden haft som målsætning at åbne fibernettet for alle interesserede, og derfor gav det god mening at etablere OpenNet og dermed tilbyde en wholesale-løsning og en platform, som branchen kunne være fælles om. Der er stor interesse for at være en del af vores fælles fiberprojekt, og vi er glade for at Telenor, som en så markant aktør på det danske telemarked, kan se mulighederne ved et samarbejde, så endnu flere danskere kan få glæde af fibernettet, udtaler Mads Brøgger, som er kommerciel direktør i Eniig.

OpenNet: Lige vilkår for alle

OpenNet har udviklet en brancheplatform, som systemmæssigt kan håndtere både netejere og tjenesteudbydere, hvilket muliggør den nye bredbåndsaftale.

– Der er sket meget på fiberområdet det seneste års tid. Vi kigger nu ind i åbne net med adgang for flere tjenesteudbydere og aftalen med Telenor markerer endnu et vigtigt skridt på denne rejse. Det er jeg stolt af, og jeg er meget glad for, at vi nu kan byde endnu en attraktiv aktør velkommen, som kan kombinere fiberforbindelsen med flere attraktive mobil- og internetprodukter, fortæller Henrik Møller Nielsen, som er direktør i OpenNet A/S.

De første Telenor-kunder bliver efter planen tilsluttet fibernettet i 2019

Aftalen indebærer, at Telenor nu får mulighed for at tilbyde højhastighedsbredbånd via fiber i de områder, som Eniig har udrullet fiber i. Det drejer sig aktuelt om over 300.000 adresser i Midt- og Nordjylland, men det forventes at antallet af adresser vil stige over de kommende år, efterhånden som Eniig kommer ud i alle kroge af deres forsyningsområde. Eniigs område ligger primært i Midtjylland op til Limfjorden, og dækker bl.a. byerne Aalborg, Silkeborg, Herning, Viborg og Skive.

Det forventes af de første Telenor-kunder tilsluttes Eniigs fibernet allerede i 2019.

For yderligere information

Kommunikationschef i Telenor, Lise Kirkegaard, tlf. 25 600 800
Mads Brøgger, Eniig a.m.b.a., tlf. 5139 5841
Henrik Møller Nielsen, OpenNet A/S, tlf. 9115 1515

Om Telenor

Telenor er Danmarks næststørste mobil- og internetselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Skandinavien og Asien, og på verdensplan har 172 millioner kunder. I Danmark er der ca. 1.400 medarbejdere og 57 butikker fordelt over hele Danmark, der hver dag gør deres yderste for at gøre det nemt for kunderne at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet.

Om OpenNet

OpenNet er et selskab, der blev stiftet i 2018 af energiselskabet Eniig med henblik på at etablere en fælles indgang til fiberselskabernes åbning af nettene. OpenNet har som mål at samle branchen i en fælles løsning, og har allerede aftaler med TDC/YouSee, Altibox, Eniig, SE og Nord Energi.

Altibox vil levere indhold til Eniigs fibernet

Søren Harding fra Altibox og Henrik Møller Nielsen fra OpenNet ved underskrivelsen af samarbejdsaftalen.

Pressemeddelelse

Altibox vil levere indhold til Eniigs fibernet

August 24, 2018 09:00 CET

Gennem et nyt samarbejde med OpenNet A/S får Altibox nu mulighed for at levere indhold til en række af de danske fibernet, der forbereder sig på at åbne nettet for andre tjenesteudbydere. Kunderne på Eniigs fibernet får som de første glæde af Altibox’ produkter.

Det er gået stærkt på fiberbredbåndsområdet, efter flere energiselskaber sidste år meldte ud, at de forventer at åbne for adgang for eksterne tjenesteudbydere på deres fibernet inden for en overskuelig fremtid. De seneste måneder har flere markante fibersamarbejder set dagens lys, og i alle tilfælde sker samarbejdet gennem wholesale-selskabet OpenNet, der er etableret af det midt- og nordjyske energiselskab Eniig.

Som den seneste OpenNet-samarbejdspartner melder Altibox sig nu også ind i fiberfællesskabet. Med den nye aftale vil Altibox kunne sælge egne fiberprodukter til Eniigs andelshavere på mere end 280.000 adresser med tilgængelig fiberforbindelse. Samtidig giver samarbejdsaftalen også mulighed for at lave særskilte aftaler med andre fibernet i OpenNet-samarbejdet, der indtil videre tæller SE og Nord Energi. Parterne arbejder nu på en implementeringsplan og på at finde en endelig lanceringsdato.

Større kundepotentiale med ny aftale

– I Altibox har vi gennem længere tid med stor interesse fulgt udviklingen på det danske fibermarked og har løbende været i dialog med OpenNet om muligheden for et samarbejde. I dag tilbyder vi kun fibernet i en mindre del af Danmark, men Altibox er faktisk Skandinaviens største udbyder af fibernet med over 500.000 kunder. Vi har en attraktiv produktportefølje, et højt serviceniveau og ikke mindst de mest tilfredse internetkunder i landet. Så vi har masser af at byde på, og ser med denne aftale frem til at få adgang til et større marked, hvor Altibox både kan være et supplement til det eksisterende indhold på fibernettet men også tiltrække nye kunder, udtaler Søren Harding, som er administrerende direktør i Altibox Danmark.

Eniig: Vi vil have flere danskere på fibernettet

Også hos Eniig er man meget tilfreds med aftalen og udsigten til, at andelshaverne får flere muligheder på fibernettet.

– Jeg er meget tilfreds med den store interesse, der lige nu er for at være en del af vores fælles fiberprojekt, og glad for, at så mange selskaber kan se mulighederne ved et samarbejde. Da vi etablerede platformen, var et af vores ønsker netop at åbne op for et fælles samarbejde på tværs af branchen, så endnu flere danskere kan få glæde af fibernettet. Aftalen med Altibox markerer endnu et skridt på denne rejse, og jeg er meget glad for, at vi nu kan tilføje endnu en attraktiv udbyder af indhold til vores platform, siger Mads Brøgger, som er kommerciel direktør i Eniig.

Sammen om fiber til flere

Introduktionen af OpenNet har haft afgørende betydning for, at der på det seneste er blevet åbnet for fælles fodslag i fiberbranchen. Selskabet tilbyder samarbejde via en uafhængig wholesale-platform. Her kan alle fiberselskaber samarbejde på lige vilkår, og netop de ensartede betingelser er en medvirkende faktor i forhold til den store interesse for at deltage.

– Alle kunder hos OpenNet behandles lige. Det kan vi helt sikkert stå inde for, for vi var fra starten meget opmærksomme på at designe en platform, som kunne understøtte mange aktørers behov og krav. Faktisk var Altibox nogle af de første, vi talte med om et samarbejde, og vores fælles syn på udviklingsmuligheder og forretningspotentiale har gjort det nemt at blive enige, fortæller Henrik Møller Nielsen, som står i spidsen for OpenNet A/S.

For yderligere information

Søren Harding, Altibox, tlf. 5313 2270
Mads Brøgger, Eniig a.m.b.a., tlf. 5139 5841
Henrik Møller Nielsen, OpenNet A/S, tlf. 9115 1515

Om Altibox

Altibox er en norskejet virksomhed, som hører under energikoncernen Lyse Energi med hovedsæde i Stavanger. I 2008 etablerede Altibox afdelingen i Danmark, og de samarbejder i dag med seks energiselskaber i Midt- og Vestjylland, som tilsammen har 32.000 fiberkunder. Energiselskaberne ejer selv deres fibernet, mens Altibox leverer indhold. Altibox har som den tredjestørste udbyder i Norge flere end 500.000 fiberkunder.

Om OpenNet

OpenNet er et selskab, der blev stiftet i 2018 af energiselskabet Eniig, med henblik på at etablere en fælles indgang til fiberselskabernes åbning af nettene. OpenNet har som mål at samle branchen i en fælles løsning, og har allerede aftaler med TDC/YouSee, Eniig, SE og Nord Energi.

Nord Energi åbner fibernettet i samarbejde med OpenNet

Jens Møller Lee, Bestyrelsesformand i Nord Energi og Søren Lindgaard, Bestyrelsesformand OpenNet A/S

Pressemeddelelse

Nord Energi åbner fibernettet i samarbejde med OpenNet

Maj 31, 2018 09:05 CET

Nord Energi og OpenNet har netop indgået en samarbejdsaftale omkring åbning af det nordjyske energiselskabs fibernet. Aftalen betyder, at flere tjenesteudbydere får adgang til fibernettet i Nordjylland, hvilket vil give forbrugerne et større udvalg af indhold.

Det er selskabet OpenNet A/S, som er en uafhængig wholesale-platform introduceret af Eniig i foråret 2018, der skal være katalysator for aftalen. OpenNet leverer den fælles platform, som får selskabernes systemer til at spille sammen, og interessen for at deltage i samarbejdet er stor i fiberbranchen, hvilket samarbejdsaftaler med blandt andre SE på netsiden og TDC Group på produktsiden tydeligt illustrerer.

Fokus på vækst og udvikling i nord

I Nord Energi er der stor tilfredshed med, at aftalen er kommet i hus. Bedre og større udnyttelse af fibernettet er også et skridt på vejen mod at sætte endnu mere fart på den regionale vækst og udvikling.

– Med samarbejdet gør vi det nemmere for andre udbydere at få adgang til fibernettet, og det vil give endnu mere konkurrence og dermed større valgfrihed for vores andelshavere. Nord Energi ruller kraftigt ud de kommende par år og målsætningen er, at minimum 95% af de godt 120.000 husstande i fiberforsyningsområdet kan tilbydes fibernet i 2020. Den høje grad af udrulning er godt for andelshaverne og meget attraktivt for tjenesteudbyderne. Med dette samarbejde sikrer vi desuden de bedste forudsætninger for at få flere kunder på fibernettet, og dermed en bedre forrentning af vores investering i fiberinfrastruktur, forklarer Christian Frost Lauritsen, direktør i Nord Energi Fibernet.

Åbent fibernet for alle danskere

Hos den kommende samarbejdspartner betragter Søren Lindgaard, som er bestyrelsesformand i OpenNet A/S og direktør i Eniig Fiber, aftalen med Nord Energi som lidt af et gennembrud i bestræbelserne på at åbne fibernettet for alle danskere.

– Vi er glade for, at vi med etableringen af OpenNet har kunnet skabe en platform, som tilmed kan være fælles for hele branchen. Vores hensigt har hele tiden været at gøre åbningen af fibernettet til en fælles opgave for alle fiberselskaber i Danmark, og vi hilser det selvfølgelig meget velkomment, når endnu en fibernetejer – Nord Energi – indtræder i samarbejdet. Det er meget positivt, at både store og små aktører nu kan foretage et aktivt tilvalg af en løsning, som giver mening både for selskaberne og for alle de forbrugere, som får adgang til fibernettets mange muligheder, udtaler han.

Flere muligheder for forbrugerne

Den voksende tilslutning til én samlet adgang for alle til de regionale fibernet har medført stor interesse fra branchen. Det vil gøre det lettere at leje sig ind på nettene via samme platform og sikrer desuden, at kunderne får flere valgmuligheder, når de skal vælge internet- og TV-udbyder.

– Vi håber, at det øgede udbud med langt flere forskellige produkter på hylderne vil betyde, at flere danskere vælger en moderne digital infrastruktur i form af fiber, fortæller Henrik Møller Nielsen, som står i spidsen for OpenNet.

Samme vilkår for alle

Vilkårene for deltagelse i samarbejdet gennem OpenNet er ens for alle – uanset selskabsstørrelse. I den ressourcekrævende udvikling af selskabets platform har det fra starten været vigtigt at sikre, at alle danske fiberselskaber har mulighed for at samarbejde på lige vilkår.

– OpenNet A/S er et selvstændigt selskab i Eniig-koncernen med egen direktør, medarbejdere og systemer. Der er imidlertid fuldstændigt vandtætte skotter mellem OpenNet og Eniig, og derfor kan jeg garantere, at alle partnere i OpenNet behandles lige, pointerer Henrik Møller Nielsen, som gerne vil indbyde endnu flere fra fiberbranchen til samarbejde.

– Åbningen af nettet har ligget i kortene siden Nord Energi startede med udrulningen af fibernet tilbage i 2006 og nu er timingen rigtig og muligheden til stede. Netop samme vilkår for alle, og dermed et samarbejde og en platform, som branchen kan samles om, har været vigtigt for Nord Energi, og vi ser meget frem til et professionelt og lovende samarbejde med OpenNet, siger Christian Frost Lauritsen.

Nord Energi og OpenNet skal nu i gang med at lave en plan for det kommende samarbejde. Der er endnu ikke fastsat en lanceringsdato.

For yderligere information

Søren Lindgaard, Eniig Fiber A/S, tlf. 2424 1555
Henrik Møller Nielsen, OpenNet A/S, tlf. 9115 1515
Christian Frost Lauritsen, Nord Energi, tlf. 5154 1110

Christian Frost Lauritsen, Direktør for Nord Energi Fiber A/S og Henrik Møller Nielsen, Director OpenNet A/S

Begge selskaber ser frem til det nye samarbejde

Eniig og SE i samarbejde om åbning af fibernet

Torben Poulsen, Koncerndirektør SE og Søren Lindegaard, Direktør Eniig Fiber

Pressemeddelelse

Eniig og SE i samarbejde om åbning af fibernet

Maj 08, 2018 09:05 CET

Eniig og SE har indgået en samarbejdsaftale, der sikrer én fælles adgang til de to selskabers fibernet. Allerede i 2017 annoncerede Eniig og SE, at de ville åbne deres fibernet for andre tjenesteudbydere, og nu er en markant aftale mellem to af landets største fibernetejere en realitet.

Aftalen er netop underskrevet, og de to jyske energiselskaber er blevet enige om, at samarbejdet omkring åbning af fibernettet fremadrettet skal foregå via selskabet OpenNet A/S, som er en uafhængig wholesale-platform introduceret af Eniig i foråret 2018

– Vi er glade for, at SE har valgt at samarbejde med os, og vi ser det som en tydelig blåstempling af den fælles platform og af det team, vi har samlet i OpenNet. Vi sagde fra starten, at vi gerne ville samarbejde omkring åbningen af fibernettet, så når SE, som er et af Danmarks største fiberselskaber, vil være med til at gøre åbningen af fibernettet til en fælles opgave, så giver det altså rigtig god mening. Både for de to selskaber, for branchen og for de mange danskere, som får adgang til fibernettets fordele, siger Søren Lindgaard, direktør for Eniig Fiber.

Flere får glæde af fibernettet

Glæden er også stor hos SE, der med samarbejdet med Eniig nu tager det næste skridt i den gradvise åbning af SE’s fibernet for andre udbydere.

– Med samarbejdet gør vi det nemmere for andre udbydere at få adgang til fibernettet, og det vil give endnu mere konkurrence og dermed valgfrihed for vores andelshavere. Med dette samarbejde sikrer vi desuden, at vores investering udnyttes endnu bedre til at sætte fart i den regionale vækst og udvikling, forklarer Kristian Freiesleben, chef for SE Wholesale.

Beslutningen om at tilbyde en samlet adgang for alle til to regionale fibernet på lige vilkår har da også medført stor interesse fra branchen. Det vil gøre det lettere at leje sig ind på de to net via samme platform og desuden sikrer det, at kunderne får flere valgmuligheder, når de skal vælge internet- og TV-udbyder.

– Med det nye samarbejde vil SE’s kunder få adgang til produkter fra flere tjenesteudbydere. Dermed er håbet også, at det øgede udbud med langt flere forskellige produkter på hylderne vil betyde, at flere danskere vælger en moderne digital infrastruktur i form af fiber, fortæller Henrik Møller Nielsen, som står i spidsen for OpenNet.

OpenNet sikrer lige adgang for alle

OpenNet A/S er et selvstændigt selskab i Eniig-koncernen med egen direktør, medarbejdere og systemer. Tilhørsforholdet til Eniig er imidlertid kun på papiret, for selskabskonstruktionen i OpenNet sikrer, at alle engroskunder behandles lige. Det garanterer Henrik Møller Nielsen.

– Da vi arbejdede med etableringen af OpenNet A/S, var vi fra starten meget opmærksomme på ikke at designe platformen alene til Eniig. Det er en ressourcekrævende løsning at udvikle en wholesale-platform, hvor alle danske fiberselskaber kan samarbejde på lige vilkår, og det betyder samtidig, at det har været vigtigt for os at sikre, at der er vandtætte skotter mellem OpenNet og Eniig, slutter han.

Tidspunktet for, hvornår den første kunde kommer på via samarbejdsaftalen mellem SE og OpenNet, er endnu ikke afklaret, da partnerne nu skal i gang med at lave en plan for implementeringen.

For yderligere information

Søren Lindgaard, Eniig Fiber A/S, tlf. 2424 1555
Henrik Møller Nielsen, OpenNet A/S, tlf. 9115 1515
Kristian Freiesleben, chef for SE Wholesale, tlf. 2360 4009