Category

Press Release

Eniig ready to open the fiber network by 2018

Press Release

Eniig ready to open the fiber network by 2018

Jun 21, 2017 06:30 CEST

Efter at have etableret fibernet i mere end 10 år til gavn for Eniigs kunder i det midt- og nordjyske, er virksomheden nu klar til at åbne sit fibernet for andre. Allerede i 2018 vil den første nye indholdsleverandør kunne byde sine kunder velkommen på Eniigs fibernet.

Eniig har siden midten af 00’erne etableret fiberbredbånd i et markedsområde, som arealmæssigt svarer til cirka en fjerdedel af Danmark. Selskabet har netop rundet fiberkunde nummer 100.000 og tilbyder lynhurtige internetforbindelser i det meste af Midt- og Nordjylland. Igennem flere år har Eniig Fiber A/S løst opgaver indenfor drift, vedligeholdelse og support for andre energi- og fiberselskaber. Når Eniig i 2018 åbner fibernettet, kan andre indholdsudbydere levere eget indhold til deres kunder på Eniigs lynhurtige fiberbredbånd.

– Det har altid været vores strategi, at vi ville åbne fibernettet for andre indholdsleverandører, og nu er vi klar til at gå i gang. For at kunne skabe en attraktiv forretning – både for os selv og for andre – har vi i første omgang haft fokus på at etablere et stabilt og bæredygtigt fundament i fiberforretningen. Vores fibernet har nu en markant udbredelse, og derfor er det naturligt for os at åbne det nu, udtaler Søren Lindgaard, som er direktør i Eniig Fiber A/S.

En åbning af fibernettet på kommercielle vilkår sikrer forbrugerne meget større valgfrihed og er helt i tråd med myndighedernes og politikernes ønsker om større fibertilgængelighed for flere.

– Adgang til lynhurtige og stabile internetforbindelser bliver stadigt vigtigere for både private og erhvervsliv. Faktisk er fibernettet en reel livsnerve til mange lokalområder. Vi har i dag et stærkt indholdstilbud på vores fiber, som er konkurrencedygtigt. Samtidig ved vi, at nogle kunder har valgt en anden indholdsleverandør. Disse indholdsleverandører vil nu kunne tilbyde deres kunder at få leveret deres indhold via markedets bedste bredbåndsteknologi, siger Søren Lindgaard.

Det er et stort projekt – og en omfattende investering – at etablere en platform, der gør det muligt for flere indholdsleverandører at komme på Eniigs fibernet. Denne platform kan – udover at håndtere forskellige indholdsleverandører – også håndtere flere forskellige fibernet. Det betyder, at Søren Lindgaard allerede nu gerne inviterer alle netselskaber til en snak om et eventuelt fremtidigt samarbejde.

– Det vil glæde mig, hvis mange netselskaber vil gå i dialog med os omkring en åbning af fibernettene. For sådanne samarbejder vil komme alle kunder til gode, pointerer Søren Lindgaard.

For yderligere information:
Søren Lindgaard, direktør i Eniig Fiber A/S, tlf.: 2424 1555

Eniig! Fælles om fremtiden

Før var vi EnergiMidt, HEF og Energinord. Nu er vi Eniig.

Eniig er Danmarks nye energikoncern og er med 383.000 andelshavere landets tredjestørste.

Eniig koncernen har 1040 ansatte, og forretningsområderne dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el- og gassalg, gadelys, energibesparelser samt vedvarende energi.

TDC gets access to the Eniig fiber network

Jaap Postma, TDC Group-koncerndirektør (YouSee) og Søren Lindgaard, direktør i Eniig Fiber, underskriver samarbejdsaftalen.

Press Release

TDC gets access to the Eniig fiber network

Nov 08, 2017 09:29 CET

Tirsdag indgik Eniig og TDC Group en aftale, som giver TDC adgang til at tilbyde YouSee og TDC Erhverv-produkter på Eniigs fibernet. Det nye samarbejde er det første af sin slags i Danmark og åbner for flere kunder, større dækning og et bredere produktsortiment til glæde for alle med lynhurtigt fibernet.

I lighed med flere andre energiselskaber har Eniig gennem det seneste årti etableret og udbygget fiberbredbåndsnettet i Danmark. Først på sommeren offentliggjorde Eniig, at man ønskede at åbne fiberbredbåndsnettet for eksterne indholdsleverandører, og samarbejdsaftalen med TDC Group er Eniigs første konkrete indholdsaftale. Indtil nu har det selskab, som har etableret fibernettet, typisk kun haft en indholdsleverandør, men på Eniigs fiberbredbånd vil kunderne fremover kunne vælge mellem produkter fra både Waoo, YouSee og TDC Erhverv.

– Vi har talt sammen om et samarbejde gennem et stykke tid. Vores fælles syn på branchen, udviklingsmuligheder og forretningspotentiale har gjort det nemt at blive enige, og forudsætningerne for indgåelse af en formel aftale var ret hurtigt på plads, udtaler Søren Lindgaard, som er direktør i Eniig Fiber A/S.

Eniig Fiber A/S løser allerede i dag opgaver som Service Provider for kollegaselskaber i branchen. Indgåelse af strategiske partnerskaber er derfor en naturlig del af virksomhedens DNA, hvilket det kommende samarbejde med TDC er et godt udtryk for. Og samarbejdet skal komme fiberkunderne til gode.

– Sammen med TDC Group kan vi tilbyde kunderne flere produkter, når vi skal lave fiberkampagner i de tyndere befolkede områder. Det kan måske være tungen på vægtskålen, når vi skal beslutte, om vi skal sætte gravearbejdet i gang i et bestemt område. Så vi har fælles forventninger om, at samarbejdet omkring et bredere udvalg af produkter på fibernettet får stor betydning for mange af de kunder, som står og tripper for at få fiber, fortæller Søren Lindgaard.

Tidligere på året har flere medieordførere på tværs af tilhørsforhold drøftet muligheden for at lovgive på området og således tvinge en åbning af fibernettet igennem. Flere af landets største fiberudbydere har imidlertid valgt selv at åbne for ekstern adgang til de lynhurtige internetforbindelser. Og den nye samarbejdsaftale mellem Eniig og TDC viser, at politikerne ikke behøver bekymre sig.

– Vi glæder os over, at vi er nået frem til en aftale med Eniig. Allerede i dag har vi mange kunder i Nord- og Midtjylland, men med adgang til Eniigs fibernet giver vi både nuværende og fremtidige kunder endnu flere valgmuligheder, når de skal vælge tv eller en bredbåndsforbindelse til hjemmet, ligesom virksomhederne i regionen også får et styrket produktudbud, siger TDC Group-koncerndirektør Jaap Postma, der står i spidsen for YouSee.

– I TDC Group har vi en strategi om åbne netværk, både som udlejer og lejer. Alle udbydere af bredbånd kan leje sig ind på vores netværk, men vi er også interesserede i at leje os ind på andre netværk, hvor det giver mening. Det kommer borgere og virksomheder i Nord- og Midtjylland nu til at nyde godt af, når de får adgang til et endnu større produktudbud på Eniigs fibernet, fortsætter han.

Eniig har først på året rundet fiberkunde nummer 100.000 og tilbyder lynhurtige internetforbindelser i det meste af Midt- og Nordjylland. Selskabet har etableret fiberbredbånd i 75 % af et markedsområde, som arealmæssigt svarer til cirka en fjerdedel af Danmark. Aftalen med TDC giver mulighed for både at udvide markedsområdet og at gøre det i forvejen fintmaskede dækningsnet endnu tættere. Altså bedre bredbånd til endnu flere forbrugere og flere valgmuligheder, når det gælder indhold.

– I Eniig er det lige nu omkring 40 % af kunderne, som har sagt ja tak til lynhurtigt bredbånd i de områder, hvor vi har rullet fiber ud. Så der er masser af uudnyttet kundepotentiale, og vi tror på, at endnu flere kunder vil benytte Danmarks bedste bredbåndsteknologi, når de får flere produkter at vælge mellem, slutter Søren Lindgaard.

Eniig og TDC Group forventer, at de første YouSee- og TDC Erhverv-kunder får adgang til Eniigs fibernet i løbet af 2018. De nærmere detaljer om lancering vil selskaberne orientere om senere.

For yderligere information:
Søren Lindgaard, direktør i Eniig Fiber A/S, tlf.: 2424 1555

TDC presse:
Tlf.: 7020 3510

Eniig! Fælles om fremtiden

Før var vi EnergiMidt, HEF og Energinord. Nu er vi Eniig.

Eniig er Danmarks nye energikoncern og er med 383.000 andelshavere landets tredjestørste.

Eniig koncernen har 1040 ansatte, og forretningsområderne dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el- og gassalg, gadelys, energibesparelser samt vedvarende energi.

OpenNet will secure everyone equal access the Eniig fiber network

Henrik Møller Nielsen, OpenNet A/S

Press Release

OpenNet will secure everyone equal access the Eniig fiber network

Mar 08, 2017 09:56 CET

I juni 2017 annoncerede Eniig, at selskabet i løbet af 2018 åbner fibernettet, så andre tjenesteudbydere får adgang til at bruge infrastrukturen. OpenNet A/S, som er et nyoprettet selskab i Eniig-koncernen, indbyder interesserede fra branchen til at deltage i et samarbejde.

Tjenesteudbydere kan fremover få adgang til Eniigs fibernet gennem wholesale-selskabet OpenNet. Målet er, at give alle parter lige adgang og undgå at favorisere enkelte service providere frem for andre. Det gælder også for Eniig selv. Den første store aftale om levering af indhold på fibernettet faldt på plads i november 2017, hvor Eniig og TDC blev enige om, at kunderne i Eniigs forsyningsområde skal kunne vælge produkter fra Yousee og TDC Erhverv. Det kommer til at ske i løbet af 2018.

– Vi har et stort ønske om, at endnu flere skal have gavn af den fiberinfrastruktur, som vi har etableret i Midt- og Nordjylland over de seneste mange år. Ved at åbne fibernettet for flere tjenesteudbydere giver vi kunderne mulighed for at vælge en specifik tjeneste eller et produkt, som måske ikke har været tilgængeligt på fiber tidligere. Kunderne får flere udbydere og produkter at vælge mellem på fiberen og er ikke længere tvunget til at fravælge den bedste bredbåndsteknologi, fordi den ønskede udbyder eller det ønskede produkt kun findes på f. eks. kobber eller coax, fortæller Søren Lindgaard, som er direktør i Eniig Fiber A/S og bestyrelsesformand i OpenNet A/S.

Eniig Fiber A/S har valgt en mand med stor erfaring fra telebranchen til at stå i spidsen for OpenNet. Henrik Møller Nielsen har tidligere haft forskellige lederstillinger i TDC og har været leder af Forretningsudvikling, Produkter og Innovation i SE/Stofa og senest i Waoo. Sammen med sit team arbejder han lige nu på højtryk for at klargøre systemer og processer i det nye wholesale-selskab – og ikke mindst på at udbygge samarbejdet med flere service providere og interesserede fibernetselskaber i branchen.

– Det var helt naturligt for os, at selskabets navn og domænenavn skulle illustrere essensen i det nye fibersamarbejde og derfor blev navnet OpenNet.nu, forklarer Henrik Møller Nielsen.

Det er ikke kun de eksterne tjenesteudbydere, som får gavn af det åbne fibernet. Hos Eniig forventer man, at den større mangfoldighed i udbydere og produktsortiment vil få flere kunder til at koble sig på de fiberforbindelser, som allerede er etableret lige uden for døren.

– Hvis der skulle være andre fibernetselskaber, som står med samme overvejelser som os, så har vi helt fra starten sagt, at vi meget gerne vil samarbejde. For os giver det kun god mening at gøre åbning af fibernettet til en fælles mission, og meget af det, vi skal bygge op, er jo det samme. Så det vil kunne betale sig at gøre det sammen. Derfor er vi også meget glade for, at flere fibernetselskaber allerede nu har tilkendegivet en interessse i at samarbejde, fortæller Henrik Møller Nielsen.

Eniig er landets næststørste andelsejede energiselskab med flere end 385.000 andelshavere i det midt- og nordjyske forsyningsområde, som dækker cirka 25 procent af Danmarks areal. Eniig påbegyndte etablering af fibernettet i 2005 og leverer p.t. fiberbredbånd til ca. 110.000 fiberkunder.

For yderligere information:
Henrik Møller Nielsen, OpenNet A/S, tlf. 91 151515

Eniig! Fælles om fremtiden

Før var vi EnergiMidt, HEF og Energinord. Nu er vi Eniig.

Eniig er Danmarks nye energikoncern og er med 383.000 andelshavere landets tredjestørste.

Eniig koncernen har 1040 ansatte, og forretningsområderne dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el- og gassalg, gadelys, energibesparelser samt vedvarende energi.

Eniig and SE cooperates in the opening of the fiber network

Torben Poulsen, Koncerndirektør SE og Søren Lindegaard, Direktør Eniig Fiber

Pressemeddelelse

Eniig and SE cooperates in the opening of the fiber network

Maj 08, 2018 09:05 CET

Eniig og SE har indgået en samarbejdsaftale, der sikrer én fælles adgang til de to selskabers fibernet. Allerede i 2017 annoncerede Eniig og SE, at de ville åbne deres fibernet for andre tjenesteudbydere, og nu er en markant aftale mellem to af landets største fibernetejere en realitet.

Aftalen er netop underskrevet, og de to jyske energiselskaber er blevet enige om, at samarbejdet omkring åbning af fibernettet fremadrettet skal foregå via selskabet OpenNet A/S, som er en uafhængig wholesale-platform introduceret af Eniig i foråret 2018

– Vi er glade for, at SE har valgt at samarbejde med os, og vi ser det som en tydelig blåstempling af den fælles platform og af det team, vi har samlet i OpenNet. Vi sagde fra starten, at vi gerne ville samarbejde omkring åbningen af fibernettet, så når SE, som er et af Danmarks største fiberselskaber, vil være med til at gøre åbningen af fibernettet til en fælles opgave, så giver det altså rigtig god mening. Både for de to selskaber, for branchen og for de mange danskere, som får adgang til fibernettets fordele, siger Søren Lindgaard, direktør for Eniig Fiber.

Flere får glæde af fibernettet

Glæden er også stor hos SE, der med samarbejdet med Eniig nu tager det næste skridt i den gradvise åbning af SE’s fibernet for andre udbydere.

– Med samarbejdet gør vi det nemmere for andre udbydere at få adgang til fibernettet, og det vil give endnu mere konkurrence og dermed valgfrihed for vores andelshavere. Med dette samarbejde sikrer vi desuden, at vores investering udnyttes endnu bedre til at sætte fart i den regionale vækst og udvikling, forklarer Kristian Freiesleben, chef for SE Wholesale.

Beslutningen om at tilbyde en samlet adgang for alle til to regionale fibernet på lige vilkår har da også medført stor interesse fra branchen. Det vil gøre det lettere at leje sig ind på de to net via samme platform og desuden sikrer det, at kunderne får flere valgmuligheder, når de skal vælge internet- og TV-udbyder.

– Med det nye samarbejde vil SE’s kunder få adgang til produkter fra flere tjenesteudbydere. Dermed er håbet også, at det øgede udbud med langt flere forskellige produkter på hylderne vil betyde, at flere danskere vælger en moderne digital infrastruktur i form af fiber, fortæller Henrik Møller Nielsen, som står i spidsen for OpenNet.

OpenNet sikrer lige adgang for alle

OpenNet A/S er et selvstændigt selskab i Eniig-koncernen med egen direktør, medarbejdere og systemer. Tilhørsforholdet til Eniig er imidlertid kun på papiret, for selskabskonstruktionen i OpenNet sikrer, at alle engroskunder behandles lige. Det garanterer Henrik Møller Nielsen.

– Da vi arbejdede med etableringen af OpenNet A/S, var vi fra starten meget opmærksomme på ikke at designe platformen alene til Eniig. Det er en ressourcekrævende løsning at udvikle en wholesale-platform, hvor alle danske fiberselskaber kan samarbejde på lige vilkår, og det betyder samtidig, at det har været vigtigt for os at sikre, at der er vandtætte skotter mellem OpenNet og Eniig, slutter han.

Tidspunktet for, hvornår den første kunde kommer på via samarbejdsaftalen mellem SE og OpenNet, er endnu ikke afklaret, da partnerne nu skal i gang med at lave en plan for implementeringen.

For yderligere information

Søren Lindgaard, Eniig Fiber A/S, tlf. 2424 1555
Henrik Møller Nielsen, OpenNet A/S, tlf. 9115 1515
Kristian Freiesleben, chef for SE Wholesale, tlf. 2360 4009

Eniig! Fælles om fremtiden

Før var vi EnergiMidt, HEF og Energinord. Nu er vi Eniig.

Eniig er Danmarks nye energikoncern og er med 383.000 andelshavere landets tredjestørste.

Eniig koncernen har 1040 ansatte, og forretningsområderne dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el- og gassalg, gadelys, energibesparelser samt vedvarende energi.

Nord Energi opens their fiber network in co-op with Eniig

Jens Møller Lee, Bestyrelsesformand i Nord Energi og Søren Lindgaard, Bestyrelsesformand OpenNet A/S

Press Release

Nord Energi opens their fiber network in co-op with Eniig

Maj 31, 2018 09:05 CET

Nord Energi og OpenNet har netop indgået en samarbejdsaftale omkring åbning af det nordjyske energiselskabs fibernet. Aftalen betyder, at flere tjenesteudbydere får adgang til fibernettet i Nordjylland, hvilket vil give forbrugerne et større udvalg af indhold.

Det er selskabet OpenNet A/S, som er en uafhængig wholesale-platform introduceret af Eniig i foråret 2018, der skal være katalysator for aftalen. OpenNet leverer den fælles platform, som får selskabernes systemer til at spille sammen, og interessen for at deltage i samarbejdet er stor i fiberbranchen, hvilket samarbejdsaftaler med blandt andre SE på netsiden og TDC Group på produktsiden tydeligt illustrerer.

Fokus på vækst og udvikling i nord

I Nord Energi er der stor tilfredshed med, at aftalen er kommet i hus. Bedre og større udnyttelse af fibernettet er også et skridt på vejen mod at sætte endnu mere fart på den regionale vækst og udvikling.

– Med samarbejdet gør vi det nemmere for andre udbydere at få adgang til fibernettet, og det vil give endnu mere konkurrence og dermed større valgfrihed for vores andelshavere. Nord Energi ruller kraftigt ud de kommende par år og målsætningen er, at minimum 95% af de godt 120.000 husstande i fiberforsyningsområdet kan tilbydes fibernet i 2020. Den høje grad af udrulning er godt for andelshaverne og meget attraktivt for tjenesteudbyderne. Med dette samarbejde sikrer vi desuden de bedste forudsætninger for at få flere kunder på fibernettet, og dermed en bedre forrentning af vores investering i fiberinfrastruktur, forklarer Christian Frost Lauritsen, direktør i Nord Energi Fibernet.

Åbent fibernet for alle danskere

Hos den kommende samarbejdspartner betragter Søren Lindgaard, som er bestyrelsesformand i OpenNet A/S og direktør i Eniig Fiber, aftalen med Nord Energi som lidt af et gennembrud i bestræbelserne på at åbne fibernettet for alle danskere.

– Vi er glade for, at vi med etableringen af OpenNet har kunnet skabe en platform, som tilmed kan være fælles for hele branchen. Vores hensigt har hele tiden været at gøre åbningen af fibernettet til en fælles opgave for alle fiberselskaber i Danmark, og vi hilser det selvfølgelig meget velkomment, når endnu en fibernetejer – Nord Energi – indtræder i samarbejdet. Det er meget positivt, at både store og små aktører nu kan foretage et aktivt tilvalg af en løsning, som giver mening både for selskaberne og for alle de forbrugere, som får adgang til fibernettets mange muligheder, udtaler han.

Flere muligheder for forbrugerne

Den voksende tilslutning til én samlet adgang for alle til de regionale fibernet har medført stor interesse fra branchen. Det vil gøre det lettere at leje sig ind på nettene via samme platform og sikrer desuden, at kunderne får flere valgmuligheder, når de skal vælge internet- og TV-udbyder.

– Vi håber, at det øgede udbud med langt flere forskellige produkter på hylderne vil betyde, at flere danskere vælger en moderne digital infrastruktur i form af fiber, fortæller Henrik Møller Nielsen, som står i spidsen for OpenNet.

Samme vilkår for alle

Vilkårene for deltagelse i samarbejdet gennem OpenNet er ens for alle – uanset selskabsstørrelse. I den ressourcekrævende udvikling af selskabets platform har det fra starten været vigtigt at sikre, at alle danske fiberselskaber har mulighed for at samarbejde på lige vilkår.

– OpenNet A/S er et selvstændigt selskab i Eniig-koncernen med egen direktør, medarbejdere og systemer. Der er imidlertid fuldstændigt vandtætte skotter mellem OpenNet og Eniig, og derfor kan jeg garantere, at alle partnere i OpenNet behandles lige, pointerer Henrik Møller Nielsen, som gerne vil indbyde endnu flere fra fiberbranchen til samarbejde.

– Åbningen af nettet har ligget i kortene siden Nord Energi startede med udrulningen af fibernet tilbage i 2006 og nu er timingen rigtig og muligheden til stede. Netop samme vilkår for alle, og dermed et samarbejde og en platform, som branchen kan samles om, har været vigtigt for Nord Energi, og vi ser meget frem til et professionelt og lovende samarbejde med OpenNet, siger Christian Frost Lauritsen.

Nord Energi og OpenNet skal nu i gang med at lave en plan for det kommende samarbejde. Der er endnu ikke fastsat en lanceringsdato.

For yderligere information

Søren Lindgaard, Eniig Fiber A/S, tlf. 2424 1555
Henrik Møller Nielsen, OpenNet A/S, tlf. 9115 1515
Christian Frost Lauritsen, Nord Energi, tlf. 5154 1110

Christian Frost Lauritsen, Direktør for Nord Energi Fiber A/S og Henrik Møller Nielsen, Director OpenNet A/S

Begge selskaber ser frem til det nye samarbejde

Eniig! Fælles om fremtiden

Før var vi EnergiMidt, HEF og Energinord. Nu er vi Eniig.

Eniig er Danmarks nye energikoncern og er med 383.000 andelshavere landets tredjestørste.

Eniig koncernen har 1040 ansatte, og forretningsområderne dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el- og gassalg, gadelys, energibesparelser samt vedvarende energi.

Altibox will provide content to the fiber network of Eniig

Søren Harding fra Altibox og Henrik Møller Nielsen fra OpenNet ved underskrivelsen af samarbejdsaftalen.

Press Release

Altibox will provide content to the fiber network of Eniig

August 24, 2018 09:00 CET

Gennem et nyt samarbejde med OpenNet A/S får Altibox nu mulighed for at levere indhold til en række af de danske fibernet, der forbereder sig på at åbne nettet for andre tjenesteudbydere. Kunderne på Eniigs fibernet får som de første glæde af Altibox’ produkter.

Det er gået stærkt på fiberbredbåndsområdet, efter flere energiselskaber sidste år meldte ud, at de forventer at åbne for adgang for eksterne tjenesteudbydere på deres fibernet inden for en overskuelig fremtid. De seneste måneder har flere markante fibersamarbejder set dagens lys, og i alle tilfælde sker samarbejdet gennem wholesale-selskabet OpenNet, der er etableret af det midt- og nordjyske energiselskab Eniig.

Som den seneste OpenNet-samarbejdspartner melder Altibox sig nu også ind i fiberfællesskabet. Med den nye aftale vil Altibox kunne sælge egne fiberprodukter til Eniigs andelshavere på mere end 280.000 adresser med tilgængelig fiberforbindelse. Samtidig giver samarbejdsaftalen også mulighed for at lave særskilte aftaler med andre fibernet i OpenNet-samarbejdet, der indtil videre tæller SE og Nord Energi. Parterne arbejder nu på en implementeringsplan og på at finde en endelig lanceringsdato.

Større kundepotentiale med ny aftale

– I Altibox har vi gennem længere tid med stor interesse fulgt udviklingen på det danske fibermarked og har løbende været i dialog med OpenNet om muligheden for et samarbejde. I dag tilbyder vi kun fibernet i en mindre del af Danmark, men Altibox er faktisk Skandinaviens største udbyder af fibernet med over 500.000 kunder. Vi har en attraktiv produktportefølje, et højt serviceniveau og ikke mindst de mest tilfredse internetkunder i landet. Så vi har masser af at byde på, og ser med denne aftale frem til at få adgang til et større marked, hvor Altibox både kan være et supplement til det eksisterende indhold på fibernettet men også tiltrække nye kunder, udtaler Søren Harding, som er administrerende direktør i Altibox Danmark.

Eniig: Vi vil have flere danskere på fibernettet

Også hos Eniig er man meget tilfreds med aftalen og udsigten til, at andelshaverne får flere muligheder på fibernettet.

– Jeg er meget tilfreds med den store interesse, der lige nu er for at være en del af vores fælles fiberprojekt, og glad for, at så mange selskaber kan se mulighederne ved et samarbejde. Da vi etablerede platformen, var et af vores ønsker netop at åbne op for et fælles samarbejde på tværs af branchen, så endnu flere danskere kan få glæde af fibernettet. Aftalen med Altibox markerer endnu et skridt på denne rejse, og jeg er meget glad for, at vi nu kan tilføje endnu en attraktiv udbyder af indhold til vores platform, siger Mads Brøgger, som er kommerciel direktør i Eniig.

Sammen om fiber til flere

Introduktionen af OpenNet har haft afgørende betydning for, at der på det seneste er blevet åbnet for fælles fodslag i fiberbranchen. Selskabet tilbyder samarbejde via en uafhængig wholesale-platform. Her kan alle fiberselskaber samarbejde på lige vilkår, og netop de ensartede betingelser er en medvirkende faktor i forhold til den store interesse for at deltage.

– Alle kunder hos OpenNet behandles lige. Det kan vi helt sikkert stå inde for, for vi var fra starten meget opmærksomme på at designe en platform, som kunne understøtte mange aktørers behov og krav. Faktisk var Altibox nogle af de første, vi talte med om et samarbejde, og vores fælles syn på udviklingsmuligheder og forretningspotentiale har gjort det nemt at blive enige, fortæller Henrik Møller Nielsen, som står i spidsen for OpenNet A/S.

For yderligere information

Søren Harding, Altibox, tlf. 5313 2270
Mads Brøgger, Eniig a.m.b.a., tlf. 5139 5841
Henrik Møller Nielsen, OpenNet A/S, tlf. 9115 1515

Om Altibox

Altibox er en norskejet virksomhed, som hører under energikoncernen Lyse Energi med hovedsæde i Stavanger. I 2008 etablerede Altibox afdelingen i Danmark, og de samarbejder i dag med seks energiselskaber i Midt- og Vestjylland, som tilsammen har 32.000 fiberkunder. Energiselskaberne ejer selv deres fibernet, mens Altibox leverer indhold. Altibox har som den tredjestørste udbyder i Norge flere end 500.000 fiberkunder.

Om OpenNet

OpenNet er et selskab, der blev stiftet i 2018 af energiselskabet Eniig, med henblik på at etablere en fælles indgang til fiberselskabernes åbning af nettene. OpenNet har som mål at samle branchen i en fælles løsning, og har allerede aftaler med TDC/YouSee, Eniig, SE og Nord Energi.

Eniig! Fælles om fremtiden

Før var vi EnergiMidt, HEF og Energinord. Nu er vi Eniig.

Eniig er Danmarks nye energikoncern og er med 383.000 andelshavere landets tredjestørste.

Eniig koncernen har 1040 ansatte, og forretningsområderne dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el- og gassalg, gadelys, energibesparelser samt vedvarende energi.