Ewii påbegynder salg af bredbånd på fibernet hos OpenNet
19/04, 2023
EWII sender lynhurtigt internet af sted mod 1,2 millioner husstande
Fra det nordligste Nordjylland til den tyske grænse er det nu muligt at få abonnement på fiberbredbånd hos EWII. Med en aftale med brancheplatformen OpenNet og en række jyske fibernetejere har internetudbyderen nået en særlig milepæl i at opbygge fremtidens fibersamfund.
Med ét slag har EWII udvidet sit dækningsområde, så mere end 1,2 millioner adresser i Jylland og på Sydfyn har adgang til internet fra energikoncernen og internetudbyderen i Trekantområdet. Via OpenNet har EWII fået adgang til syv lokale og regionale fibernet, hvilket tidobler antallet af adresser, der kan vælge EWII som internetudbyder.
”Udvidelsen af vores fiberbredbånd til jyske og fynske fibernet er en vigtig milepæl i EWIIs ambition om at nå ud til alle danskere. Det åbne fibernet giver den enkelte kunde frit valg til at vælge den bedste løsning, og i EWII har kunderne mulighed for at bruge vores stabile, hurtige internet og døgnåbne support, samtidig med at de kan samle deres el, internet og tv hos os som udbyder”, siger Anette Holck, direktør for Abonnementssalg og Kundeservice i EWII.
Hidtil har EWII kunne tilbyde internet via fiber til 117.000 husstande i Kolding, Vejle, Fredericia, Middelfart og Vejen kommuner.
Energiselskabet Norlys er den netejer med flest husstande på fibernettet, som EWII nu får adgang til. Det drejer sig om over 820.000 adresser i det meste af Jylland og dele af Fyn og Sjælland.
”Vi glæder os over aftalen og ser frem til et samarbejde, hvor vi kan styrke EWII i at levere digitale løsninger til gavn for mennesker og fællesskaber i det meste af Danmark,” siger Lars Skovgaard, der er direktør for salg og partnerskaber i Norlys’ fiberforretning.
Nord Energi Fibernet er en anden af de netejere, hvor beboere i forsyningsområdet nu har mulighed for at vælge fiberbredbånd fra EWII. Her er de glade for at have udvidet paletten med en ny udbyder.
”Vi hilser EWII velkommen i Nordjylland og er glade for samarbejdet. Vores fibernet går ud til 127.000 adresser i Vendsyssel og på Læsø, og det er vigtigt for os at have et attraktivt udvalg af internetudbydere, fordi det også er med til at gøre vores net mere interessant og brugbart for kunderne,” siger Christian Frost Lauritsen, Direktør i Nord Energi Fibernet.
Det er en veletableret internetudbyder, der nu er tilgængelig i størstedelen af Jylland. EWII har mere end 150 års erfaring som forsyningsvirksomhed, og tilbyder udover internet også landsdækkende elaftaler samt streaming-TV via samarbejdspartneren Allente.
Sund konkurrence
Netop det åbne fibernet er afgørende for, at EWII kan række ud til kunder i et meget stort område fra Tønder til Thy og fra Skagen til Svendborg. Når fibernetejerne inviterer internetudbydere til at bruge deres net, sker det via den uafhængige platform, OpenNet
”OpenNet er det afgørende bindeled mellem internetudbyderne og fibernetejerne, og ved at give udbydere som EWII adgang til flere fibernet, sikrer vi en sund konkurrence til fordel for kunderne. Når EWII rykker ind på så mange netværk på én gang, betyder det bedre valgmuligheder til rigtig mange danskere”, siger direktør for OpenNet, Henrik Møller Nielsen.
Udvidelsen til især vestjyske, nordjyske og sydfynske fibernet er et helt bevidst valg fra EWIIs side, forklarer Anette Holck, direktør for Abonnementssalg og Kundeservice:
”Vi har fokuseret på at lave aftaler med fibernetejere i nogle af de mindre befolkede områder, der historisk har haft ringere adgang til internet. Her har kunderne i den grad fortjent at kunne vælge en god, stabil internetleverandør, der også har fokus på kundeservice.”
FAKTA
EWIIs fiberbredbånd er nu tilgængelig på 1,2 millioner adresser fordel på følgende fibernet:
- Fibernettet i Trekantområdet
- Nord Energi Fibernet i Vendsyssel og på Læsø
- Norlys i Syd-, Midt- og Sønderjylland samt dele af Nordjylland, Fyn og Sjælland
- Thy-Mors Energi Fibernet i Thy og på Mors
- RAH Fibernet i Ringkøbing og Vestjylland
- MES i Brande-området (fra 24. april)
- SEF i Svendborg og dele af Langeland
FAKTA OM EWII
EWII Koncernen har hovedkvarter i Trekantområdet, hvor vi er leverandør af elnet, vand, varme og fiber. Derudover sælger vi el, bredbånd, ladestandere og giver energirådgivning til kunder over hele landet. Vi driver ligeledes elforsyningen på Bornholm.
Vi bygger Danmarks grønne infrastruktur med høj forsyningssikkerhed, og vi vægter, at det skal være nemt at være kunde hos os.
Vi er med til at forme fremtiden for energibranchen, og spiller en vigtig rolle i udviklingen af fremtidens intelligente løsninger og fleksible energisystemer for at sikre en optimal udnyttelse af de grønne teknologier. Vi bygger fremtidens fibersamfund og udvikler løsninger til fremme heraf. Vi investerer ansvarligt og fremsynet i udviklingen af vores fælles samfund.
EWII er en af Trekantområdets største private arbejdspladser med mere end 600 medarbejdere.
For yderligere information kontakt venligst:
Anette Holck, direktør for Abonnementssalg og Kundeservice i EWII, tlf. 51915115
Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet A/S, tlf. 91151515