Onefiber og Norlys Digital samarbejde

18/08, 2022

Norlys og Onefiber er efterhånden rutinerede i at indgå samarbejdsaftaler med henholdsvis fibernet og udbydere af internet og tv, og de deler ét fælles mål – flere valgmuligheder til kunderne, når de skal vælge internet og tv-underholdning.

Norlys, som blandt andet leverer internet, tv og streamingtjenester, har de seneste år indgået flere aftaler med fibernetselskaber, der har åbnet nettet for nye potentielle udbydere. Med den nye aftale bliver Norlys endnu en udbyder i rækken af førende udbydere af internet og tv, der kan tilbyde sine produkter via Onefibers fibernet.

Hos Norlys glæder direktør for Teknik & Infrastruktur, Gert Rieder, sig over den nye aftale, som nu gør det muligt for endnu flere husstande at tilvælge Norlys: 

”Vi har kunden i fokus og designer vores produkter og ydelser ud fra, hvad kunderne efterspørger. Vi kan derfor tilbyde en rigtig god produktpallette, som passer godt til mange husstandes behov. Og så synes vi, ligesom Onefiber, at det er vigtigt, at kunderne får flere valgmuligheder på deres fiberforbindelse, og derfor er vi selvfølgelig glade for det her samarbejde.”

Onefiber, som er GlobalConnects fibernet til privatmarkedet, har fokus på, at alle i Danmark skal have adgang til lynhurtigt internet, fortæller Peter Bredgaard, der er ansvarlig for Onefibers udbygning i Danmark: 

”Der er fortsat mange områder i Danmark, hvor fibernet til den enkelte husstand ikke er tilgængeligt. GlobalConnect har igennem mange år bygget et stort net i Danmark, og det er derfor naturligt for os at udbygge nettet til også at dække private husstande. Og i forlængelse heraf mener vi også, at det er vigtigt, at husstande med fibernet hos os får flere valgmuligheder. Vi er derfor meget glade for, at Onefiber snart kan tilbyde Norlys’ produkter og ydelser.”

Norlys og Onefiber forventer, at kunder med fiberforbindelse fra Onefiber kan få glæde af de nye valgmuligheder fra starten af 2023.

Med flere samarbejdsaftaler i bagagen er det ikke første gang, at OpenNet, som er bindeleddet mellem de nye samarbejdspartnere, underskriver aftaler med henholdsvis Norlys og Onefiber:

”Vores forretningsplatform har snart været i drift i fire år, og vi er bindeleddet mellem mange spillere i markedet – både udbydere på nettene, samt fibernettene – og det understreger jo netop den retning, som så mange i branchen arbejder fælles for at drive: flere åbne net og flere valgmuligheder,” lyder det afslutningsvis fra direktør i OpenNet, Henrik Møller Nielsen.

Om Norlys
Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern med ca. 750.000 andelshavere, 1,7 millioner kunderelationer, 3.000 medarbejdere og over 100 år på bagen.

Som andelsejet selskab ligger det dybt i vores DNA at tage ansvar for mere end os selv. Derfor leverer vi ikke bare fremtidssikrede løsninger til danske hjem og virksomheder. Vi arbejder målrettet for grøn og digital omstilling af hele vores samfund. Og brænder for at skabe fremskridt for både mennesker, lokalmiljø og klima.

Om Onefiber by GlobalConnect
Onefiber er GlobalConnects satsning på privatmarkedet, og er et selskab som udbygger fibernet til private kunder en lang række steder i Danmark. Onefiber er en del af GlobalConnect, som er et førende teknologi- og datakommunikationsselskab i Nordeuropa.

Om OpenNet
OpenNet åbner fibernettene i Danmark og driver en platform, som gør det nemmere for tjenesteudbydere og netejere at samarbejde. OpenNet har været i drift siden 2019 og nærmer sig allerede en dækning på 1 million adresser. OpenNet er et selvstændigt selskab, som er ejet af en af Danmarks største energikoncerner, Norlys.

For yderligere information
Gert Rieder, direktør for Teknik & Infrastruktur i Norlys, tlf. 4030 4901 
Peter Bredgaard, ansvarlig for Onefibers udbygning i Danmark, tlf. 3010 0599
Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet, tlf. 9115 1515

Kontakt os i dag

Er du netejer eller udbyder af internet eller andre IP-baserede produkter og ydelser, og ønsker du at vide mere om OpenNet? Så er du velkommen til at kontakte os.