OpenNet ekspanderer – etablerer selskab i Tyskland
27/06, 2024
Strategien er blevet til en realitet, og OpenNet åbner sit første udenlandske selskab.
Sidste år varslede OpenNet, at selskabet havde fokus på en international satsning. I forlængelse heraf lød meldingen i januar i år, at en gruppe tyske netejere har valgt OpenNet som platform til at åbne fibernettene. Et halvt år senere melder OpenNet klar til at etablere sit første udenlandske selskab, OpenNet Germany, som skal gøre det nemmere for de tyske netejere at åbne nettene og indgå i mange-til-mange-relationer med tjenesteudbydere – præcis på samme effektive måde som i Danmark.
Det tyske selskab vil have kontor i Neumünster i Slesvig Holsten og fokuserer til en start på det nordtyske marked, da der netop her er stort potentiale for bedre udnyttelse af fibernettet. Administrerende direktør i OpenNet, Henrik Møller Nielsen, uddyber:
”På det tyske marked er der stor efterspørgsel på open access – det vil sige; en markedsplads, hvor fibernetejere og tjenesteudbydere kan indgå i mange-til-mange-relationer. OpenNets etablerede forretningsmodel muliggør netop den markedsplads og gevinsten er, som vi kender det i Danmark: netejerne får en bedre udnyttelsesgrad af nettet, tjenesteudbyderne når ud til flere husstande, og slutkunderne får flere valgmuligheder på deres fiberforbindelse. Og dét er ikke kun en god ide i Danmark.”
Det nye kontor skal drives af tyske kolleger
Der er blevet løbet hurtigt, siden OpenNet sidste år varslede, at selskabet ville satse internationalt. Den ansvarlige for projektet er International Business Director i OpenNet, Kristian Olaf Plet Freiesleben. Han fortæller, at et lokalt kontor skal sikre den nødvendige tilstedeværelse i markedet og drives af tyske kolleger i et tæt samarbejde med den danske organisation:
”Når det kommer til at have det brede netværk i den tyske telebranche, kende de lokale processer og ikke mindst sproget til fulde, så er det nødvendigt, at vi slår rødder i Tyskland. Derfor er vi allerede i gang med at finde vores nye tyske kolleger, som naturligvis skal læres godt op.”
Henrik Møller Nielsen tilføjer, at OpenNets forretningsmodel er kompatibel med det tyske marked, og at OpenNet Germany bygger på den samme IT-platform og de samme produkter, processer samt principper som i Danmark: neutralitet og ikke-diskrimination.
”Alle spiller med afsæt i de samme standardiserede spilleregler, præcis som vi kender det i Danmark.”
Næste stop: Tyskland
Kristian Olaf Plet Freiesleben har siden 2022 arbejdet fokuseret på at sætte OpenNet på landkortet uden for Danmark. Han forklarer, at processen kan sammenlignes med en start-up-virksomheds rejse:
”Selvom OpenNet Germany bygger på vores eksisterende fundament, har det været kold kanvas-arbejde at nå dertil, hvor vi er i dag. Men det er netop det, der er rigtig motiverende og spændende.”
Henrik Møller Nielsen tilføjer afslutningsvis:
”Vores vision er, at vi vil skabe forbindelser uden grænser. Det indebærer også landegrænser. Næste stop er Tyskland – derefter fortsætter vi rejsen.”
OpenNet forventer at åbne kontoret i Neumünster i løbet af efteråret, mens den første tyske netejer forventes at være i drift i første halvår 2025.